Alle de forskellige kunstformer, såsom billedkunst, litteratur, musik og teater er fulde af fortællinger om mennesker. Det er den kunstneriske udfordring at fortælle historierne, så de bliver vedkommende og fængende. Fortællingerne i maleriet kan være dramatiske og pompøse, som Judith der står med Holofernes afhuggede hoved, fiskere der kæmper med at få deres båd i land, eller en stille fortælling om en gammel blind kvinde, som sidder ensom i rummet og ikke kan se det smukke lys, der falder ind ad vinduet. Det kan også være en fortælling om en sindstilstand, eller et udtryk i et ansigt, en bevægelse i kroppen, der fortæller en historie om et levet liv. Livet er fuld af fortællinger, sjove, grumme, fantastiske, sørgelige og livsbekræftende fortællinger. Det er en opgave for kunstneren at få os til at bemærke alle disse bemærkelsesværdige, men, i det travle liv, ofte oversete fortællinger.
Jeg har blandt andet studeret på Chelsea College of Arts, men primært er jeg udlært ved at studere de store kunstnere gennem tiden, fra Rembrandt til Michael Carson.
Ideen om, at en kunstner kan eller skal være original uden påvirkning fra historien, er lige så uinspirerende, som den er fejlagtig. Kunstnere har til alle tider fundet inspiration hos hinanden. De kunstværker, vi har set i vores tidlige barndom, de har formet vores ide om, hvad kunst er. Hvis man ikke er bevidst om denne påvirkning, så kommer man ubevidst til at efterligne de tidlige indprægede ideer.
Min egen udtryksform er naturalistisk, men i min undervisning lægger jeg ikke vægt på realisme, da jeg finder, at “om det ligner” er den mindst interessante del af det kunstneriske arbejde. Som billedkunstner søger jeg altid efter en fortælling i billedet, særligt er jeg interesseret i de ellers nemt oversete fortællinger.