OM

Jeg har blandt andet studeret på Chelsea College of Arts, men primært er jeg udlært ved at studere de store kunstnere gennem tiden, fra Rembrandt til Michael Carson.
Ideen om, at en kunstner kan eller skal være original uden påvirkning fra historien, er lige så inspirerende, som den er fejlagtig. Kunstnere har til alle tider fundet inspiration hos hinanden. De kunstværker, vi har set i vores tidlige barndom, de har formet vores ide om, hvad kunst er. Hvis man ikke er bevidst om denne påvirkning, så kommer man ubevidst til at efterligne de tidlige indprægede ideer.
Min egen udtryksform er naturalistisk, men i min undervisning lægger jeg ikke vægt på realisme, da jeg finder, at “om det ligner” er den mindst interessante del af det kunstneriske arbejde. Som billedkunstner søger jeg altid efter en fortælling i billedet, særligt er jeg interesseret i de ellers nemt oversete fortællinger.